Det er den draumen me ber på

At noko vedunderleg skal skje,

At det må skje –

At tidi skal opna seg,

At hjarta skal opna seg,

At dører skal opna seg,

At berget skal opna seg,

At kjeldor skal springa –

At draumen skal opna seg,

At me ei morgonstund skal glida inn

På ein våg me ikkje har visst um.

Det er den draumen, Hans Olav Hauge

Hva lykke er?

Gå på en gressgrodd setervei

i tynne, tynne sommerklær,

klø sine ferske myggstikk

med doven ettertenksomhet

og være ung og meget rik

på uopplevet kjærlighet.

Å få et florlett spindelvev

som kjærtegn over munn og kinn

og tenke litt på vær og vind.

Be prestekravene om råd

og kanskje ja – og kanskje nei –

han elsker – elsker ikke meg.

Men ennå ikke kjenne deg.

Lykke, Inger Hagerup

For Norge, Kjæmpers Fødeland,

Vi denne Skaal vil tømme,

Og naar vi først faae Blod paa Tand,

Vi sødt om Frihed drømme;

Dog vaagne vi vel op engang

Og bryde Lænker, Baand og Tvang;

For Norge, Kjæmpers Fødeland,

Vi denne Skaal udtømme!

Hver tapper Helt, blandt Klipper fød,

Vi drikke vil til Ære;

Hver ærlig Norsk, som Lænker brød,

Skal evig elsket være!

Den vrede Livvagts Vaabenbrag

Forklarer trolig Nordmænds Sag.

Hver ærlig Norsk, blandt Klipper fød,

Vi drikke nu til Ære!

En Skaal for Dig, min kjække Ven,

Og for de norske Piger!

Og har Du en, saa Skaal for den!

Og Skam faae den, som sviger!

Og Skam faae den, som elsker Tvang

Og hader Piger, Viin og Sang!

En Skaal for Dig min kjække Ven,

Og for de norske Piger!

Og nok en Skaal for Norges Fjeld,

For Klipper, Snee og Bakker!

Hør Dovres Echo raabe: «Held!»

For Skaalen tre Gang takker.

Ja tre Gang tre skal alle Fjeld

For Norges Sønner raabe Held;

Endnu en Skaal for Dig mit Fjeld,

For Klipper, Snee og Bakker.

Norges skaal, Johan Nordahl Brun

Den galne Guten min Hug hev daara;

eg fanga sìt som ein Fugl i Snòra;

den galne Guten, han gjeng so baus;

han veit at Fuglen vil aldri laus.

Aa gjev du batt meg med Bast og Bende;

aa gjev du batt meg so Bandi brende!

Aa gjev du drog meg so fast til deg,

at heile Verdi kom burt for meg!

Ja kunde rett eg mi Runelekse,

eg vilde inn i den Guten vekse;

eg vilde vekse meg i deg inn,

og vera berre hjaa Guten min.

Aa du som bur meg i Hjarta inne,

du magti fekk yvi alt mitt Minne;

kvart vesle Hùgsvìv som framum dreg,

det berre kviskrar um deg, um deg.

Um Soli lyser paa Himlen blanke,

no ser ho deg! det er all min Tanke;

um Dagen dovnar og Skùmring fell:

skal tru han tenkjer paa meg i Kveld?

Um Vinden strid yvi Heidi susar,

det gule Haaret ditt visst han krusar;

um Regnet dryp med sin døyvde Graat,

so stakkars Guten, no vert du vaat.

Aa berre Timane vilde skride,

og berre Dagane vilde lide!
Men eg vil kveda og vera glad;
for um Sundag kjem han, trala, trala!

Elsk, Arne Garborg